Spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden

Færdselslovens regler om spirituskørsel ændres med ikrafttræden den 1/9 2005. Den gældende terminologi ændres, således at man ikke længere opretholder betegnelsen »promillekørsel« for kørsel med en alkoholpromille under 1,21. I stedet vil enhver overtrædelse af lovens forbud mod at føre et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, efter indtagelse af alkohol, fremover blive benævnt spirituskørsel. Straffene skærpes generelt, ligesom der som noget nyt vil være tale om betinget frakendelse også i området 0,51 – 0.80 0/00, ligesom der ved ubetinget frakendelse ved promiller over 1,20 vil være tale om frakendelse i mindst 3 år, altså typisk en fordobling af frakendelsestiden.
Det forudsættes, at straffen i førstegangstilfælde af spirituskørsel med en promille i intervallet 0,51-2,00 skal være en bøde svarende til den pågældendes månedlige nettoløn ganget med alkoholpromillen. Har promillen i førstegangstilfælde været 2,01 eller derover forudsættes det, at straffen som udgangspunkt skal fastsættes til fængsel i 20 dage, der som udgangspunkt gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling, samt en tillægsbøde.
Det forudsættes, at strafpositionerne i gentagelsestilfælde som udgangspunkt forhøjes med 10 dages fængsel pr. gang, startende med 10 dages fængsel ved en promille i intervallet 0,51-2,00 og 30 dages fængsel ved en promille på 2,01 eller derover ved andengangstilfælde. Det forudsættes endvidere, at der som udgangspunkt kun kan idømmes én betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.
Derudover er der sket en forhøjelse af strafmaksimum i færdselslovens § 117 a (gentagen kørsel i frakendelsestiden) fra 1 års fængsel til fængsel i 1 år og 6 måneder. Hensigten med forhøjelsen er, at straffen for gentagen kørsel i frakendelsestiden skal svare til straffen for spirituskørsel med en promille i intervallet 0,51-2,00. Udgangspunktet er ligesom ved spirituskørsel, at der kun kan idømmes én betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.
Der skal efter de nye regler ske en betinget frakendelse af førerretten for kørsel med en promille i intervallet 0,51-0,80, således at der kommer til at gælde det samme som, hvis der køres med en promille i intervallet 0,81-1,20.
Frakendelsestiden skal, når der skal ske ubetinget frakendelse som følge af spirituskørsel, i alle tilfælde være mindst 3 år. Det forudsættes endvidere, at frakendelsestiden for spirituskørsel normalt fastsættes til 3, 5 eller 10 år. Det vil således ikke længere være muligt at frakende førerretten for bestandig, medmindre der foreligger særdeles graverende kørsel med alvorlig personskade til følge.
Samtidig er den særlige regel i § 132, stk. 2, hvorefter personer, der har gennemført alkoholistbehandling, kan generhverve førerretten væsentligt hurtigere end andre, ophævet.
De gældende regler om gentagelsesvirkningens tidsmæssige udstrækning er forenklet, således at gentagelsesvirkningen af en afgørelse om spirituskørsel ophører samtidig både med hensyn til straffen og frakendelsessanktionen. Gentagelsesvirkningen for en afgørelse om spirituskørsel, hvor førerretten er frakendt ubetinget, skal således både for så vidt angår straffen og frakendelsen ophøre 5 år efter udløbet af frakendelsestiden.
Kravet om deltagelse i et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus) er udvidet til at omfatte personer, der har fået førerretten frakendt betinget på grund af spirituskørsel.
Lovændringen skal ses i sammenhæng med den samtidig vedtagne ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol samt begrænset fællesskab for »negativt stærke« indsatte m.v.), hvorefter spritbilister og personer, der kører i frakendelsestiden, under visse betingelser kan afsone straffen på bopælen (elektronisk fodlænke).
Loven er tilgængelig i sin helhed på http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/A20050036330-regl
Kørselsfejl
Laver du kørselsfejl uden sprit i blodet, f.eks. kører over for rødt, eller kører ud fra spærrelinier uden at være sikker på, om der er klar bane, risikerer du, at politiet vil have kørekortet frakendt betinget. Det skal man ikke uden videre affinde sig med, fordi man regner med at kunne køre pænt fremtidigt. Du skal nemlig op til en orienterende køreprøve. Har du ikke fået kørekort lige for nylig, vil det kræve en del læsearbejde og måske køretimer for at bestå denne orienterende køreprøve.
Det kan undertiden betale sig at kæmpe for at blive fri for den betingede frakendelse af kørekortet, eventuelt ved at få beskikket en forsvarer for byretten, eller ved at anke sagen til landsretten, hvis det er gået galt i første instans.
Nyheder
Ved lov nr. 432 af 10.06.2003 er der gennemført en række ændringer af færdselsloven, bl.a. om signalgivning ved vognbaneskift på motorvej og brug af havariblink ved kødannelse.
Med ikrafttræden den 30.04.2004 er der mulighed for at forhøje hastigheden på motorveje til 130 km/t. Samtidig forhøjes imidlertid bødeniveauet ved overtrædelser, hvor hastigheden har udgjort 140 km /t, Endvidere suppleres reglen om betinget frakendelse af førerretten ved overskridelse af hastighedsgrænsen med mere end 70 % med en fast øvre grænse på 160 km/t, således at der sker betinget frakendelse, hvis en af grænserne overskrides.
Pr. 21/4 2004 er der stadfæstet lov om indførelse af et "klippekort"-system, hvor også mindre færdselsforseelser kan føre til frakendelse af kørekortet, hvis man får tre "klip" inden for en periode på 3 år. De pågældende "klip" skal foreligge i form af en dom eller bødevedtagelse. Loven trådte formelt i kraft den 1/6 2004, men edb'en til at administrere "klippekort"-systemet er endnu ikke klar, den forventes genneført ca. 18 måneder fra opgavens igangsættelse.
Kontaktpersoner
Stefan Reinel
Telefon: +45 33 70 60 00
Email: sr@br-law.com
Version: juni 2006