Danske virksomheder med forretninger i Tyskland vælger ofte at sælge deres produkter gennem en tysk filial eller et datterselskab

Mindre og mellemstore virksomheder vælger normalt at samarbejde med en handels-agent ("Vertreter") eller at ansætte en sælger i Tyskland (Verkäufer im Aussendienst, oftest kaldet Reisender). Fordelen ved en handelsagentsaftale er, at der kun skal betales provision, når handelsagenten har skabt omsætning. Ulempen for virksomheden er, at denne ikke kan lede og fordele agentens arbejde og forlange, at denne er mere salgsaktiv. Til en ansat medarbejder vil der omvendt kunne gives konkrete anvisninger om, hvilke kunder han skal opsøge, hvornår og hvordan. Den afgørende juridiske forskel er, at handelsagenten er en selvstændig erhvervsdrivende, mens sælgeren er ansat i virksomheden. I henhold til den tyske handelslovbog anses en person som selvstændig erhvervsdrivende, når denne i det væsentlige selv kan disponere over sin arbejdskraft og tid.

Svær afgrænsning

Afgrænsningen kan volde vanskeligheder. Indicier for en ansættelse, dvs. en afhængig beskæftigelse, er bl.a. en personlig og faglig afhængighed af instruktioner, fastlagt tid og sted for arbejdet, en integration i virksomhedens aktiviteter, kontrol af arbejdets udførelse m.m. Det har nemlig vidtrækkende konsekvenser, om der er tale om en handelsagent eller en ansat sælger. Er der tale om et ansættelsesforhold, skal arbejdsgiveren betale bidrag til syge-, arbejdsløsheds- og pensionskasserne for den ansatte sælger på samme måde som for enhver anden medarbejder i virksomheden. Disse bidrag kan udgøre ca. en fjerdedel af den udbetalte løn. Er der imidlertid tale om et handelsagentforhold, vil denne alene stå for sine sociale sikringsordninger - som alle andre selvstændige i Tyskland. Omvendt kan handelsagenten kræve en fratrædelsesgodtgørelse, når aftalen ophører. Dette krav har en ansat sælger ikke.

Omgåelse af loven

De tyske domstole beskæftiger sig tit med sager, hvor en virksomhed har forsøgt at konstruere en aftale, hvor en person skal arbejde uafhængig for virksomheden som såkaldt "freier Mitarbeiter" - dvs. som selvstændig medarbejder. Disse aftaler, hvor virksomheden har forsøgt at komme uden om betaling af socialsikringsbidrag eller fratrædelsesgodtgørelse, er for det meste blevet underkendt af domstolene. Der findes omfattende og komplicerede regler i Tyskland, som skal modgå tendensen i retning af den såkaldte "Schein Selbständigkeit" - dvs. konstrueret selvstændighed. Der foreligger adskillige domme, hvor proforma samarbejdsaftaler er blevet statueret som ansættelsesaftale og arbejdsgiveren er blevet dømt til at efterbetale store beløb til social sikring. Lovreglerne, der skal beskytte den faktisk ansatte person, er ufravigelige. Der hjælper det ikke meget, i f.eks. en ansættelsesaftale, at aftale dansk ret på kontraktsforholdet. Den internationale privatret bestemmer nemlig, at en ansat ikke kan fratages de rettigheder, som gennem national lovgivning tilkommer alle ansatte på det sted, hvor han udfører sit arbejde. I Tyskland kan næsten ingen af de væsentlige arbejdsretlige bestemmelser fraviges ved aftale. Har man aftalt, at dansk ret skal finde anvendelse, kan det få utilsigtede konsekvenser for virksomheden. I en sådan situation vil den ansatte sælger frit kunne vælge mellem de danske eller tyske bestemmelser, alt efter hvilken ordning, der er den mest gunstige for ham.

Offentliggjort i Erhvervsbladet, den 3. oktober 2002

Henvendelse kan ske til:

Advokat Stefan Reinel
Tel: +45 33 70 60 00

E-mail: sr@br-law.com