Hvis en tysk debitor ikke betaler, opstår spørgsmålet om, hvordan man bedst inddriver sin fordring i Tyskland. Man bør i denne forbindelse være opmærksom på, at det i mange tilfælde vil være muligt at anlægge en retssag om inddrivelse af fordringer både i Tyskland og Danmark.

Det er en grundlæggende retsregel, at man kun kan anlægge retssag mod en anden person eller virksomhed på det sted, hvor pågældende hører hjemme, og det vil derfor formentlig være en overraskelse for mange, at en dansk virksomhed oftest kan anlægge retssag mod sin tyske kunde i Danmark.
Dette skyldes, at der i den såkaldte EU-domskonvention findes en regel om, at man kan anlægge retssag på det sted, hvor ens modpart skal opfylde sin forpligtelse (opfyldelsesværnetinget). Da en tysk køber efter DEN INTERNATIONALE KØBELOV skal opfylde sin betalingsforpligtelse på sælgerens forretningssted, kan danskeren derfor anlægge sag mod sin tyske køber ved eget ”hjemting” (den ret, hvor danskeren har sit forretningssted).
Ligesom med den nye inkassoprocedure i Danmark er det efter tysk ret muligt at gennemføre en effektiv og praktisk forkortet inkassoprocedure (Mahnverfahren), som anvendes i de tilfælde, hvor debitor ikke forventes at komme med indsigelser.
Debitor har efter forkyndelse af betalingsopfordringen, som retten fremsender til denne, to uger til at gøre indsigelser mod kravet gældende. Såfremt debitor ikke reagerer, kan der anmodes om en fuldbyrdelseskendelse (Antrag auf Erlassung eines Vollstreckungsbescheides). Hvis debitor fremkommer med indsigelser, bliver der ført en retssag, hvis dette forlanges af den ene af parterne. Fremkommer debitor ikke med indsigelser senest to uger efter forkyndelsen af fuldbyrdelseskendelsen, bliver kendelsen endelig (Vollstreckungsbescheid), hvorefter der kan indledes fogedforretning på debitors bopæl.
Rejser debitor derimod indsigelser, vil der ligesom efter dansk ret skulle gennemføres en egentlig retssag. I modsætning til den forenklede danske inkassoprocedure, der ikke kan anvendes på fordringer over 50.000 kroner, har den tyske inkassoproces et meget bredt anvendelsesområde, idet den kan finde anvendelse på alle pengefordringer, såfremt modydelsen (f.eks. købegenstands levering) allerede er udført.
Hvis man har mulighederne for et sagsanlæg både i Tyskland og i Danmark, bør dette valg, som sagsøgeren har, overvejes grundigt.
Det er ikke altid nemt på forhånd at afgøre, om et sagsanlæg skal ske i Tyskland eller Danmark.
En dansk retssag har naturligvis den fordel, at den tyske modpart tvinges til at forsvare sig i det for ham fjerne udland. Imidlertid skal stævningen og sagens dokumenter oversættes til tysk og forkyndes i Tyskland, hvilket kan være en besværlig affære.
Falder der dom i Danmark til fordel for den danske sælger, kan denne fuldbyrdes i Tyskland, men også dette kan tage en del tid, da dommen skal anerkendes i Tyskland.
En tysk inkassoprocedure er i første omgang ganske enkel og med hensyn til retsgebyr billigere end i Danmark. Men i tilfælde af, at den tyske modpart rejser indsigelser gennemføres hele sagen uden hjemmebanefordel.
Det må være de konkrete omstændigheder, der afgør, hvilken løsning man vælger.
Som tommelfingerregel gælder det, at man bør anlægge sagen i Tyskland, hvis man ikke forventer indsigelser mod kravet. Ved man på forhånd, at der vil komme indsigelser, bør sagen typisk anlægges i Danmark.
Retsgebyret for at gennemføre den tyske inkassoprocedure indtil opnåelse af Vollstreckungsbescheid afhænger af kravets størrelse. For et krav på op til 300 euro (2.232 kroner) udgør retsafgiften 12,50 euro (93 kroner). For et krav på op til 100.000 euro (13.440 kroner) udgør retsafgiften 428 euro (3.184 kroner).
Hvis advokaten afregner efter de tyske advokattakster, udgør advokatsalær 52,20 euro (388 kroner), for et krav på 300 euro ( 2.232 kroner). For et krav på 100.000 euro udgør advokatsalær efter de tyske advokattakster 2.827 euro (21.034 kroner).
Hvis advokaten afregner efter tidsforbrug, vil retten alligevel kun tillægge sagsøgte ved 100 pct. medhold i hans påstand et advokatsalær svarende til de ovennævnte tyske advokattakster.
1. marts 2009
Der findes yderligere oplysninger under:
Direkte salg i Tyskland
Ejendomsforbehold i Tyskland
Henvendelse kan ske til:
Jana Behlendorf København
Tel: +45 33 70 60 00
E-mail: jbe@br-law.com